Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Lone Stoustrup, gæstedagplejer

Lone

 

 

 

 

 

 

 

Lone Stoustrup

Tlf. 24910461

Mail: les@kerteminde.dk

 

Gæstedagplejer

Jeg hedder Lone Stoustrup og har været dagplejer siden 1996.

Privat er jeg gift med Kim, og vi har 3 søde piger Helene, Julie og Katja.

Vi bor i et dejligt hus, og vores hjem er røg- og dyrefrit og med stor have,

hvor der er plads til masser af leg og fysisk udfoldelse. I min fritid er jeg frivillig instruktør i Ullerslev Motionscenter.

 

Hvad er vigtigt for mig

Jeg lægger stor vægt på, at vi har et åbent og tillidsfuldt samarbejde, hvor I skal være glade og trygge ved at aflevere jeres barn hos mig.

Her hos mig vil jeg gerne give omsorg, tryghed, nærhed, læring og masser af knus og kram.

Alle bliver mødt med smil og åbne arme, og dagen bliver tilrettelagt ud fra børnegruppens dagsform.

Det er vigtigt, at børnene føler sig trygge, og at rammerne for leg, læring og dannelse kan sætte ind med de pædagogiske læreplaner, som er en naturlig del i min dagpleje:

  1. Alsidig personlig udvikling.
  2. Social udvikling.
  3. Kommunikation og sprog.
  4. Krop, sanser og bevægelser.
  5. Natur, udeliv og science.
  6. Kultur, æstetik og fællesskab.

 

Hverdagen i gæstedagplejen

Hverdagsrutiner som at dække bord, lave mad, tømme opvasker o.lign. er noget, som vi gør sammen.

Her bliver børnene opmærksomme på hinanden, og vi hjælper hinanden med at håndtere egne og andres følelser, da det styrker selvtilliden og selvværdet at være selvhjulpne.

Vi har samling om morgenen, når alle er mødt ind. Dette kunne eksempelvis være med sang, bygge med lego og meget andet leg. Jeg bruger babytegn, da dette giver de små ord på følelser, så de bliver inkluderet i fællesskabet - også de mindste børn uden sprog.

Læseleg, som er en væsentlig del i min hverdag, består af historiefortælling med rekvisitter, som giver lege gennem læsning af bøger. Ord skal styrkes hele tiden, og dette gøres med rim, remser, sang og musik.

Det er vigtigt for mig, at motion og bevægelse bruges hver dag, og de får eksperimenteret med alle sanser: følesansen, lugtesansen, smagssansen, høresansen og synssansen. De skal motiveres til at bruge kroppen i bevægelse gennem leg, udenfor i haven og inde på værelset med motoriske udfordringer som at bygge tumlebaner, krybe og kravle, hoppe samt trille.

Vi bruger de grønne områder i vores by. Gåturens indhold og eventyr tager udgangspunkt i børnenes initiativer, og der følger jeg, hvad de bliver optaget af (det kan fx være, at vi møder en bille, og så bliver det turens aktivitet og samtale). Det at komme på opdagelser skaber nye ideer til nye samtaler og lege.

I min dagpleje fejrer vi de danske højtider såsom fastelavn, jul og påske. Vi har fælles motionsdag, som følger børnehaven og skolen dagen før efterårsferien. Derudover snakker vi om traditionerne op til en given højtid.

Maden i min dagpleje er sund og varieret med frugt og grønt. Måltiderne er sammensat ud fra Kerteminde Kommunes kostpolitik.

Jeg går i legestuen hvert 14. dag, og vores legestue er i Marslev Børnehus. (ulige uger)

 

Praktisk info:

Når I er hos mig, følger I samme åbningstid som hos jeres faste dagplejer.

 

I skal medbringe:

  • Barnevogn med godkendt sele.
  • Dyne og pude.
  • Bleer og skumklude.
  • Skiftetøj tilpasset årstiden, fx regntøj med mere.
  • Sut og nusseklud.

 

Jeg har en stor barnevogn, som I kan låne, hvis I sender en sms og spørger, om denne er ledig.

 

Mine kurser:

  • Inklusion
  • Dagplejens grunduddannelse
  • Samarbejde, kommunikation og konflikthåndtering
  • Babytegn
  • Førstehjælp – opdateres løbende
  • Dagplejeuddannelsen – alle 3 moduler
  • ICDP
  • Motorikuddannelse