Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Tina Sørensen

Tina

 

 

 

 

 

 

 

Tina Sørensen

Mesterrækken 46

5300 Rynkeby

Tlf. 40214355

Mail: tiso@kerteminde.dk

 

 

Velkommen til min naturdagpleje

 

Jeg hedder Tina Sørensen og bor på Mesterrækken 46 i Rynkeby.

Jeg har været ansat i Kerteminde kommune som dagplejer siden 2003. Et job der for mig er meget livsbekræftende og givende. Jeg nyder hverdagen med børnene, og den mulighed jeg har for at give dem en dejlig, tryg, sjov og lærerig hverdag.

Jeg har selv to store børn, Tobias og Freja. Freja er stadig hjemmeboende.

Privat er jeg aktiv, og jeg nyder forskellig motion og oplevelser i naturen.

 

Hvad kan I som familie forvente jer af mig?

En dagpleje med fokus på udeliv og natur, sprog og motorik.

 

Som Grøn Spirer Naturdagplejer vil jeg bl.a.

Bruge naturen i dagligdagen.

Vi er ude hver dag.

Børnene stifter kendskab til årstidernes skiften.

Børnene sår, høster og oplever madens vej fra jord til bord.

Jeg laver en årsplan med naturaktiviteter, der passer til hver måned.

 

Naturdagplejer

Jeg blev godkendt som naturdagplejer og fik det grønne flag i 2012.

Jeg bestræber mig på at smitte børnene med min glæde ved at være ude i naturen, gøre dem nysgerrige og opmærksomme.

Jeg har en dejlig stor have, hvor der er rig mulighed for at boltre sig og gå på opdagelse. Her er tøjet sandsynligvis ikke rent, når I henter jeres barn.

Der er masser af gemmesteder og udfordringer til motorikken. Jeg sørger for gode forhold til et rigt krible krableliv, og fugle som vi fodrer hele året. Haven rummer også vores plantekasser, frugttræer og bærbuske.

Vi tager på gå- og cykelture i nærområdet. Vi er så heldige, at vi kan besøge en masse dyr i området, og vi følger årets gang i haven, i skoven og på markerne.

 

Mine værdier

Jeg møder børnene i øjenhøjde og med respekt for de individer, som de er. Jeg bestræber mig på, at hos mig er det altid rart at komme, både som barn og som forældre. I skal føle jer trygge ved at aflevere jeres barn hos mig. Tryghed og det, at blive set og forstået som den man er, og det man føler, er basalt i barnets videre trivsel.

Jeg lægger vægt på at give børnene en rolig og tryg hverdag med en masse nærvær, hygge, sjov, smil, leg og læring.

 

Legepladsen

Vi mødes på byens legeplads med de andre dagplejere i området en gang om ugen og fejrer bl.a. Sankt Hans, holder høstfest, motionsdag, jul og fastelavn sammen.

 

Legestuen

Ca. hver anden uge er vi i heldagslegestue i Børnehuset Nymarken. Vi har vores egen lille afdeling, hvor vi f.eks spiser, men ellers benytter vi os af hele huset og er sammen med børnehavebørnene en del af tiden. Legestuen styrker bl.a. børnene i at være sammen med andre børn og skabe nye relationer.

Samtidig lærer de børnehaven og personalet at kende, så opstarten i børnehaven bliver nemmere.

 

Vores dag

Vi har flere faste, velkendte og hyggelige rutiner i løbet af dagen, som giver børnene tryghed. Jeg tager selvfølgelig altid udgangspunkt i den enkelte børnegruppe og tilpasser dagen derefter.

Vi synger f.eks. faste sove- og spise sange og hører stille musik om morgenen.

 

6.30: Morgenmad til de børn der kommer tidligt. Vi morgenhygger med stille musik og leg, lægger puslespil eller hygger med en bog.

 

8.30: Formiddagsmad, f.eks. frugt og brød.

 

9.00: Forskellige aktiviteter, lege i haven, vi går tur og på opdagelse i naturen. Der findes ikke dårligt vejr, så vi er ude hver dag.

 

11.00: Middagsmad. Oftest rugbrød med diverse tilbehør, men det kan også være lidt lunt og mad/ smagsprøver fra haven eller måske mad lavet over bål.

 

12.00: Middagslur.

 

15.15: Eftermiddagssnack, f.eks. frugt og brød.

 

Vi spiser ude en stor del af året. Vi kan sidde under halvtag og i læ med lidt varme på.  Jeg bestræber mig på at skabe en god, hyggelig og rolig fælles oplevelse omkring måltidet. Vi synger altid før og efter måltidet.

Jeg går op i, at maden er sund og varieret og ser indbydende ud. Alle måltider følger naturligvis dagplejens kostpolitik.

 

Den styrkede læreplan i dagplejen

I dagplejen arbejder vi med den styrkede læreplan som en integreret del af hverdagen. Dette gælder i alle situationer lige fra bleskift, måltiderne, legen ude og inde, gennem aktiviteter, på gåturen m.m.

 

Eksempler på hvordan jeg arbejder med de forskellige temaer igennem dagen:

Alsidig personlig udvikling

Jeg hjælper og støtter børnene i at blive selvhjulpne, såsom at tage tøj af og på, dække bord, kravle op på stolen og op ad stigen til puslebordet. De skal have succesoplevelser og lære deres egne evner at kende, så deres selvværd styrkes. De skal have tid, mulighed og hjælp til at kunne selv hele dagen igennem. Jeg opfordrer også børnene til at hjælpe hinanden, og vi glædes sammen, når tingene lykkes.  Jeg sætter ord på deres følelser og viser børnene, at det er ok, også selv om det er svært.

 

Social udvikling

Jeg opfordrer børnene til at lege sammen og hjælpe hinanden. Børnene skal opleve at være en del af fællesskabet. Vi øver at vente på tur og deles om legetøjet. Vi besøger de andre dagplejere og mødes på legepladsen og i legestuen. Jeg opfordrer børnene til at sige godmorgen til hinanden, kramme, give highfive og vinke farvel. Vi snakker meget om følelser og bruger billeder og bog, der illustrerer de forskellige følelser. Børnene bliver opmærksomme på hinanden og hjælper og trøster hinanden.

 

Kommunikation og sprog

Jeg benytter mange babytegn, som er med til at hjælpe børnene til i en tidlig alder at give udtryk for deres følelser, ønsker og behov. F.eks. om de er sultne, tørstige eller trætte. Jeg sætter altid ord på samtidig med, at jeg bruger tegnene og vil selvfølgelig også introducere jer for de tegn, vi bruger. Børnene oplever at blive set og forstået, inden de kan gøre sig forståelig med det talte sprog. Det styrker deres selvværd og relation med os som voksne.

Jeg arbejder meget med sproget gennem dialogisk læsning og temaer med fokusord. Vi leger sproget ind med læseleg, bevægelseshistorie og synger og rimer.

 

Krop, sanser og bevægelse

Vi bruger meget haven og naturen til at udfordre motorikken og sanserne. Det kan eksempelvis være bare tæer i det våde græs, fylde trillebøren med små brændestykker og skubbe til de store træstykker, hvor kriblekrable dyrene gemmer sig under. Vi gynger, triller på bakken, hopper, kravler og går balance m.m. Vi laver forhindringsbane inde/ude og bevægelseslege. Vi føler solen varmer, mærker sneen er kold, regndråberne på huden og sandet mellem tæerne. Jeg masserer børnene, krammer og tumler med dem, så de kan mærke sig selv. Jeg øver børnene i at finde ro, være opmærksomme og til stede med små mindfulness øvelser.

 

Natur, udeliv og science

Jeg bestræber mig på at smitte børnene med min glæde ved at være ude og i naturen. Gøre dem nysgerrige og opmærksomme.

Vi følger årstidernes skiften, vind og vejr.

Vi flyver med poser i vinden og får de små vindmøller til at snurre rundt.

Vi laver figurer og kunst af is. Vi ser, hvad der sker, hvis vi tager isen med ind i varmen.

Vi følger madens vej fra jord til bord. Sår f.eks. gulerødder som passes, vandes og graves op, vaskes og smages på.

Vi ligger i græsset og ser, hvad vi kan få øje på oppe i træerne og på himlen hele året rundt.

Vi lytter til lydene og dufter til blomsterne.

 

Kultur, æstetik og fællesskab

Vi fejrer årets forskellige højtider. Bl.a. Sankt Hans, høstfest, jul, fastelavn og påske med de andre dagplejere i området. Til jul mødes vi f.eks. til risengrød og julesange på legepladsen.

Vi holder fødselsdag med flag, sang og hygge.

Vi synger, danser og hører musik.

Vi leger med former og farver. Tegner og laver små kreative ting.

Vi synger ved bordet før og efter maden.

 

Forældresamarbejde

Det er mit ønske at vi har en åben og ærlig dialog omkring jeres barns trivsel samt gensidig tillid og respekt.

 

Hvad forventer jeg af jer?

-at I ønsker naturoplevelser for jeres barn.

-at I respekterer mine åbningstider, og at min arbejdsplads også er mit hjem.

-at I spørger, hvis der er noget, som I er i tvivl om, eller der er noget, som I undres over.

 

I er altid velkomne til at kontakte mig, hvis I har nogle spørgsmål.

Jeg glæder mig til at møde jer.

Med venlig hilsen

Tina

 

 

Uddannelse / Kompetencer

Som kommunal dagplejer er vi løbende på kurser og uddannelse. Jeg har bl.a. deltaget i:

  • Dagplejens grundmodul
  • Efteruddannelse af erfarne dagplejere
  • Særligt sensitive børn
  • Inklusion
  • Certificeret naturdagplejer med grønt flag
  • Naturoplevelser for 0-6 årlige
  • Professionelt relationsarbejde ICDP

 

Dagplejenuddannelsen med emner som bl.a. :

  • Samspil og relationer
  • Anerkendende kommunikation
  • Leg med sprog
  • Børns kompetenceudvikling
  • Børns motorik, sansning og bevægelse
  • Arbejdet med børn i udsatte positioner

 

  • Førstehjælp der løbene bliver genopfrisket hvert andet år